søndag, november 12, 2006

Hårdt at være dansker i Norge...

Hej alle sammen,
Nu er det jo ved at være en stund siden, jeg sidst opdaterede min blog, så det må jeg hellere lige få gjort.
Siden sidst er der sket lidt... Jeg er endelig blevet fast ansat hos Edwards Lifesciences, og det er jeg glad for. Men på trods af at jeg har fået fast arbejde i Norge, synes jeg nogle gange, at jeg ikke bliver betragtet på lige fod med andre nordmænd. Måske er det fordi, jeg endnu ikke er faldet for den meget norske specialitet kaldet BRUNOST.

Stort set alle nordmænd spiser brunost, og mange spiser det også på vafler! - Det har jeg endnu ikke helt forstået...
Jeg oplever af og til i mødet med andre nordmænd, at jeg enten bliver mødt med en vis form for latter, eller at vedkommende, jeg prøver at snakke med, næsten løber skrigende bort, fordi han/hun ikke forstår dansk. Mange nordmænd synes, at dansk lyder vældig dumt, og det gør det da heller ikke bedre, at en norsk komikertrio kaldet Team Antonsen har gjort nar af danskere i nogle af deres TV-programmer, idet de påstår, at danskerne ikke forstår hinanden. Pga. dette TV-program synes nogle nordmænd, det er vældig morsomt at sige "kamelose" til mig, idet komikertrioen har lavet en sketch, hvor en dansk kunde spørger i en dansk isenkræmmerbutik efter en såkaldt kamelose. De to forstår selvfølgelig ikke hinanden, hvilket har været med til at skabe en lille myte om, at danskere generelt ikke forstår hinanden, hmm...
Team Antonsen har endvidere lavet en sketch, hvor en overskrift fra Berlingske tidende har hovedrollen. I Berlingske tidende stod der nemlig engang, at "Metroen har kuk i computeren", hvilket er vældig morsomt for nordmænd, idet "kuk" er slang for det mandlige kønsorgan på norsk... Hmm, jaja meget morsomt!

Men tag nu et kig på følgende billeder fra en fest, som Ørjan og jeg holdte for nogle uger siden:



Ørjan og jeg er begyndt at løbe lidt engang i mellem, eftersom det er blevet lidt for koldt til mig at cykle på arbejde om morgenen. Her er nogle billeder, hvor vi gør os klar til at løbe en "maraton":




Ja, man ser ikke nødvendigvis særlig smart ud, når man er på vej ud for at løbe, hehe...
For et par uger siden faldt den første sne, men desværre blev den ikke liggende så længe herinde i centrum. Ørjan tog dog lige et par vinterstemningsbilleder en dag, hvor han gik tur i en skov for et par dage siden:
Jeg er begyndt at blive lidt træt af at vågne op til mørke udenfor og komme hjem til mørke igen om aftenen efter arbejde, men Ørjan og jeg har fikset dette problem på en meget julestemningsmåde:


Desværre blev de her to billeder dog ikke så gode, men jeg kan fortælle jer, at det ser rigtig hyggeligt ud med en lyskæde ude på vores balkon :)
Nå, men nu skal jeg og Ørjan snart i biografen med nogle venner, så jeg vil smutte igen.
Håber, alt er vel i Danmark. Jeg kommer til Danmark d.1. december, så det er der jo ikke så længe til,
Ørjan hilser også herfra!<>

6 kommentarer:

  1. Det var dejligt, at der kunne blive tid til en opdatering. Jeg ser frem til den 2. december, hvor vi forhåbentlig får tid til en sludder. Jeg har overvejet at øve lidt hos en bekendt af norsk afstamning - vi danskere er nok lidt mere åbne overfor "fremmede" kulturer ;-) Lige nu synes jeg nok ordet "tandcreme" er det sjoveste ... nej, det passer faktisk ikke - det sjoveste er, at den norske bekendte underviser i DANSK !!! OK det er som 2. sprog, men alligevel ...

    SvarSlet
  2. Brunost... Ja, det lærer jeg aldrig at spise - og da slet ikke på vafler.
    En af mine norske veninder lo forresten hånligt over danskernes vane med at spise syltetøj og sukker på vaflerne. Det var alt for klissete, mente hun.

    brunost er bare lidt for eksotisk

    SvarSlet
  3. Hej Bethina
    Også hilsen fra Mårslet - vi glæder os til bryllups weekenden her i Mårslet - når I skal giftes bliver det forhåbentlig også her!!!!!!!

    SvarSlet
  4. Brunost er hmm, ja, det er bare så godt! Lenge leve den brune ost! Vi gleder oss også til bryllup, og håper å få med oss vår røde sportsbil.

    SvarSlet
  5. Hmmm...jeg har tænkt lidt over det, men snupper I ikke lige en smagsprøve med. Jeg er jo blevet lidt nysgerrig ... Vi ses om en uges tid.

    SvarSlet
  6. Tak for sidst - det var dejligt at møde Ørjan, og jeg kan godt forstå, at du nu foretrækker at være placeret der i Norges land.
    Vi må jo se på det med brunosten en anden gang - nu ved jeg jo ikke, om vi overhovedet ser jer til jul, men Camilla og Anne Cathrine er sat på osten til 2. juledag og det ville da være et overraskende indslag ;-) Tømrer-Leif spiser jo næsten alt, så hvis han også melder pas, SÅ må det være skidt.
    Mange hilsner herfra

    SvarSlet